Tænk på, at man på Svalbard udenfor Longyearbyen tvinges til at rende rundt med en skarpladt kaliber 7.35, selvom det er 11 år siden, at nogen personer sidst er blevet spist af en isbjørn. Bare for en sikkerheds skyld, naturligvis, mens de mere end 20 turister, der druknede ved de danske strande i løbet af sommeren 2007, ikke får nogen til at tænke på noget farligt. Måske fordi isbjørne er en uvant fare, mens vi alle sammen mener at kende det danske hav.

Sikkert er det i hvert fald, at det lyder meget mere eventyreragtigt, når en rejseforfatter eller foredragsholder malende beskriver, hvordan han overlevede både hele registret af tropiske rædselssygdomme og truslen fra alverdens terrorister, selvom risikoen for den slags er langt mindre end sandsynligheden for at blive knaldet ned af en indisk skramlebus. Det sælger næppe ret mange billetter, at de fleste af os kan påvirke vores egen rejsesikkerhed meget mere effektivt ved at tage en udvidet svømmeprøve end ved at dope sig med nok så mange Klorokiner og Lariam’er mod malaria.

The Killer Mountain

Men naturligvis er verden fuld af ”farlige steder”, hvor man risikerer at ramle ind i de oplevelser, der let kan få en til at håbe på reinkarnation. Et af de mest dodgy steder er bjergområderne i det nordlige Pakistan; dels er Pakistans bjerge noget af det mest fascinerende og samtidig mest ukontrollerbare på vor grønne klode, og dels er de forskellige folkeslag i disse egne mindst lige så uregerlige som landskabet. Gennem århundreder har forskellige koloniherrer spændende fra fortidens sikher og afghanere over Dronning Victorias englændere til nutidens pakistanske regering forsøgt at betvinge de stolte muslimske klaner, men endnu er det ikke lykkedes.

Livet i Indusflodens mange utilgængelige sidedale minder derfor selv den dag i dag mest om en masse separate, små sultanater snarere end en integreret del af den pakistanske, islamiske republik. Islam har de til fælles, men det er vist også det hele, så selv i vore dage er der grund til at passe mere end en lille smule på i denne, verdens største, stammestyrede region. Aftrækkerne sidder løst på de mange moderne rifler, og indædte stammefejder koster hvert eneste år ganske mange menneskeliv. Det er heller ikke nogen tilfældighed, at netop North West Frontier Province er det første sted, der søges drænet for vesterlændinge, hver gang det går løs i den islamiske verden.

En af disse potentielt urolige sidedale er Raikotdalen, der helt fra nordsiden af det mægtige bjerg Nanga Parbat løber mod nord og ender i den lige så mægtige Indusflod. Området er fremragende til trekking, og allerede første eftermiddag kunne jeg efter at være vandret nede fra Indus slå mit telt op på en grøn græseng ved Fairy Meadows med fuld udsigt over det formidable Nanga Parbat, det vestligste bjerg i den 2000 km lange Himalayakæde.

Med sine 8.126 meter er Nanga Parbat ikke det højeste bjerg i Himalaya, men sandelig et af de mest imponerende, så der er ikke så meget at sige til, at utallige tyske og østrigske bjergbestigere incl. den fra “7 år i Tibet” kendte Heinrich Harrer i årene lige før og efter 2. Verdenskrig følte en ubændig trang til at udfordre de stejle sider. Desværre for bjergbestigerne var NP ikke særlig samarbejdsvillig, og bjerget fik med rette det lidet flatterende tilnavn: “The Killer Mountain”, indtil østrigeren Hemut Buhl midt i 50’erne præsterede en formidabel soloklatring og nåede toppen som den første.

Mod Base Camp og toilettet

Dræberbjerg eller ej; der var bare smukt ved Fairy Meadows, og synet af det ensomme bjerg og den ekstremt sprækkefyldte Raikotgletcher var allerede hele turen værd. Oplevelsen blev heller ikke ringere af, at jeg ved ankomsten fik fornøjelsen af at banke en pakistansk foretningsmand fra Lahore i skak – i mere end 4.000 meters højde og med Nanga Parbat som tilskuer. At min mave under skakmatchen begyndte at rumle og te sig voldsomt, tog jeg ikke som noget dårligt varsel. Det er sket før, så den holdt sikkert op igen.

Troede jeg, for da jeg tidligt næste morgen pakkede telt og sovepose og begav mig videre opad mod basecamp’en i toppen af gletcheren, tog maverumleriet en uheldig drejning. En flok æggebøvser fulgte med, et sikkert tegn fra tarmsystemet om, at min gamle uven, amøben Giardia, havde tænkt sig at tage med op til campen.

Giardia indefra og et stramtsiddende rygsækbælte udefra er bare ikke nogen heldig kombination, og efter en time eller to kunne jeg ikke holde til trykket mere. Der skulle skides, og det i en mægtig fart, så i ekspressotempo fik jeg smidt al bagagen og skyndt mig ind i nærmeste buskads iført den reglementerede lokumsrulle.

Aaaaah! Det lettede, men midt i min meget nødvendige business hørte jeg pludselig noget pusle fra stien. Hurtigt fik jeg gjort mig færdig, halet bukserne op i anstændig navlehøjde og hoppet ud gennem buskadset. Foran mig stod intet mindre end en hær. Fem voksne mænd, alle iført grå og brune uldklæder, de obligatoriske “afghanske” fuldskæg samt den mindst lige så obligatoriske afghanske våbensamling: en riffel, et par pistoler, en kalashnikov, en lang kniv og et par ekstra patronbælter på kryds over brystet – pr. mand! Med sig havde de desuden to lettere bevæbnede teenagedrenge og et par muldyr, hvert læsset med tunge trækasser. Sikkert dynamit eller lignende dødeligt indhold. Jeg måbede.

Og hvad gør så en klog mand for ikke at tale om en dumdristig, skidetrængende traveller? Tjah, med trykkende mave, et tarmsystem totalt ude af kontrol, periodiske æggebøvser og en uklædelig lokumsrulle i den ene hånd lykkedes det mig mod alle odds at bevare en slags fatning og fremsige et klingende arabisk “assalam aleikum”, må fred være med jer!

Det faldt i god jord, og de noget voldsomt bevæbnede, men meget høflige militssoldater svarede pænt igen med en stribe store smil og et varmt “wa aleikum assalam”, må fred også være med dig. Der blev udvekslet en masse håndtryk, og da jeg som altid havde nogen cigaretter i tasken, blev der også delt ud af dem, bare sådan for gammelt venskabs skyld. Sekunder efter stod hele patruljen så og dampede, altimens vi alle smilende og grinende og pludrede sort på hinandens uforståelige sprog.

Cigaretterne blev røget færdige, og kort efter sagde arméen pænt farvel med endnu en serie “assalam aleikum” / ”wa aleikum assalam” og fortsatte deres myndige inspektionsrunde, og jeg stod en kort stund tilbage og funderede på, hvad i alverden det var for en militshær, der lige var passeret. Man kniber lige sig selv i armen for at sikre, at det ikke er en drøm...... lige indtil maven igen begyndte at trykke, og jeg måtte flygte ind tilbage til buskene og Mr. Giardia.

Tyre, soldater og officielle vejspærringer

De næste dage op til Base Camp og ned igen forløb mere fredeligt lige bortset fra, at jeg måtte bruge et par timer på at hoppe og danse og jage en flok nysgerrige tyre bort fra udgangen af mit telt. Definitivt ubehageligt med en trykkende tyndskid indefra, og de to lokale hyrder har uden tvivl fået sig årets bedste grin.

Næste stop var en pløjemark noget nedenfor Fairy Meadows, men allerede da jeg pakkede teltet sammen, begyndte det naturligvis at pisseregne, og de sidste trekkingtimer ned til Indusfloden og den pakistanske regerings domæner blev ualmindeligt våde og kedelige. Da jeg endelig nåede Raikotbroen, fulgte en tiltrængt, behagelig overraskelse. Hele den lokale militærforlægning kom styrtende ud af deres mølædte telt og ønskede mig med håndtryk og store, varme knus velkommen som en fortabt søn, der ganske uventet vender tilbage til landsbyen.

”My friend. You’re back”, og straks blev jeg lodset indendørs i tørvejr, hvor jeg i henhold til god islamisk skik blev stopfodret med sød te og ris & curry. Søreme om ikke der var et par, der snakkede lidt engelsk, så vi nåede lidt længere end “assalam aleikum”, og som udenlandsk ”ekspert” nåede jeg endnu en gang at udskrive en recept på aspiriner til sergenten. Hans knæ gjorde ondt, så han fik en dosis og ordrer på at tage til en læge dagen efter.

Men alting har en ende, og selvom de rare soldater tilbød mig overnatning, syntes jeg alligevel ikke, at jeg kunne være bekendt at besætte en af deres allerede alt for få feltsenge og forklarede i stedet, at jeg gerne ville videre til Gilgit samme aften. ”Busser?”, det skulle jeg slet ikke spekulere på. Bare sid ned, og nyd lidt mere chai, mens de venlige militærfolk ganske enkelt sænkede bommen og lavede en effektiv blokade foran broen og på denne vis stoppede samtlige køretøjer med kurs nordpå.

Busser var der bare ikke mange af, men soldaterne blev troligt ved, indtil de med deres effektive og meget indiskutable vejspærring havde fundet en lettere ramponeret minibus med et tomt sæde. Både jeg og min rygsæk blev losset ind gennem den ene bagrude og raslede videre nordpå, euforisk glad i hjertet over hvor let, det kan være at rejse. Og det et sted, som samtlige verdens udenrigsministerier anser for dødsens farligt – også selvom der ikke er nogen badestrande!

© Claus Qvist Jessen