Mellemøsten igen-igen

Mellemøsten er og bliver en herlig region - i hvert fald visse steder. Få steder så tæt på Europa kan man opleve noget så ueuropæisk, og endnu færre steder kan man i så imponerende grad svælge i historiske vingesus. Lige bortset fra at urmennesket stammer fra Etiopien, er Mellemøsten det eneste sted, man rimelige midler kan hoppe 4000 år tilbage i tiden og nyde en fortid, der er en del mere imponerende end vore egne, samtidige stenalderfolk.

Uheldigvis er regionens største svøbe netop turismen. Jeg var i Egypten første gang tilbage i 1998 og anden gang i 2003, og sammenlignet med den gang synes det meste af Egypten nu at være konverteret til at være ludere og lommetyve. Luxor og Aswan må være de værste, men alle steder, hvor man mener at skulle leve af turister, er den ellers så fede, arabiske gæstfrihed blevet angrebet af en virus, der gør folk både grådige og uvenlige. Ekstremt anmasende handlende i kombination med groteske overprisninger gør, at man som rejsende nærmest tvinges til at være sur. Man stirrer stift ned i brolægningen for at undgå øjenkontakt, man vrænger af plattenslagernes uendelige løgne, og man skubber vredt til de idioter, der alligevel spærrer vejen med deres tørklæder, parfumeflasker og andre dimser, man ikke vil have. Sammen med Marrakech i Marokko må Luxor og Aswan være det sted i verden, hvor de lokale er mest irriterende.

Den gamle stormester i skak, Bent Larsen, havde en gang en herlig livsfilosofi: Så længe en åbning regnes for dårlig, kan den spilles. Det samme med turismen. Langt de flotteste oplevelser fås de steder, som resten af verden regner som farlige. Der kommer masseturisterne nemlig ikke, så glem krejlerne i Luxor, og sæt kurs mod Yemen, Pakistan, Afghanistan og andre turistfri steder. Meget bedre!

Og så er der alligevel masser af lyspunkter. Man skal bare opsøge de mindre turistede steder som fx Alexandria på nordkysten, nabobyen Ar-Rashid og de mere ukendte dele af Cairo, så er man tilbage til verdens sødeste og mest gæstfrie mennesker. Egyptens uturistede dele er en fantastisk oplevelse - bare en skam, at masseturisterne har smadret alle faraoernes efterladenskaber.

Resten af Mellemøsten lider i langt mindre grad af masseturismen, og et land som Kuwait er en perle. En dyr perle, men stadig en perle af de fine, og man bruger let flere dage på at tulle rundt blandt byens flotte arabere og de endnu flere indiske og pakistanske gæstearbejdere. Overalt hersker en behagelig stemning, og absolut ingen forsøger at trække dig ind i en tøjbiks eller slå dig ned med et menukort. Efter nogle uger i Egypten er Kuwait som ren ferie.

Også De Forenede Emirater er - trods Dubais velfortjente ry som shoppingsted - et herligt sted at tulle rundt. Markant mere turistet end Kuwait, men slet ikke i syndflodsmålestok som Egypten, og selv i Deiras downtown kan man gå i fred for folk, der vil sælge en noget. Endnu bedre er det naturligvis udenfor Dubai, hvor mængden af turister er ca. nul, og hvor man derfor meget bedre kan være flue på væggen.

Allerbedst er det, når man som ikke-hestemand kommer til at forvilde sig ind til verdens største hestevæddeløb, det berømte Dubai World Cup. Heste fra det meste af planeten kæmper om mange, mange millioner dollars, og er det ikke nok, sørger sheiken naturligvis for glimrende natunderholdning i form af et sublimt fyrværkeri og til slut en smule levende musik. 2010-udgaven var en lille intimkoncert med ingen ringere end Elton John og Santana. Ikke så ringe endda på fem meters afstand!