Bøger
|
||
| Udover
de mange artikler med og uden fisk er jeg nedkommet med en enkelt bog om rejseliv i fjerne
lande, og en til er undervejs. Backpacker er skrevet sammen med forfatteren og globetrotteren Jens Bursell og er en slags universel guidebog til hele verden. Backpacker er ikke en bog, der i detaljer fortæller, hvordan man kommer til en bestemt ruinby, eller mange kakerlakker der er på første sal af et suspekt hotel i Mandalay, men rummer en masse generelle fiduser til, hvordan man bedst overlever kulturchokket udenfor Europa. Baclpacker er på 176 sider og er delt i to næsten lige store dele, der på hver sin måde tjener til at give læseren et overblik over vor komplicerede verden. Den generelle del fortæller om de mere almene, tekniske forhold (såsom flybilletter, forsikringer, helbred, transport, kriminalitet, guidebøger etc.), men også om, hvordan man som gæst i verden bedst glider ind i de lokale miljøer uden at støde eller fornærme ens værter, eller hvordan man bedst gebærder sig i ødemarken. Hvor er der f.eks. størst risiko for at blive plattet, hvordan undgår man at få det skidt over verdens mange tiggere, hvordan prutter man om priserne, hvordan slipper man mest problemfrit gennem de bureaukratiske grænseovergange, og hvordan undgår kvindelige backpackere at virke som magneter for virile mænd? Alt sammen almentgyldige aspekter af rejselivet, der nærmest synes at være blevet glemt i verdens uendelige flod af stadigt mere detaljerede guidebøger.
|
![]() |
|
| Backpackers anden halvdel omhandler specifikt de enkelte regioner og de særlige
forhold, man udsættes for der: lige fra highlights, prisniveau og klimaforhold over
sociale aspekter og transportforhold til valg af guidebøger for de enkelte destinationer. Til videre inspiration kan det nævnes, at Backpacker er spækket med flotte og dragende billeder. Ikke noget med de sædvanlige små, gnidrede illustrationer, næh, en stor del af fotografierne er enten helsides eller dobbeltsideformat. Selv anmelderne har været ualmindeligt begejstrede; én mente, at billederne er "åndeløst flotte", mens en anden skrev, at de er af National Geographic-klasse. Ikke så ringe endda. Backpacker er udgivet på det desværre nu lukkede Mosegaards Forlag, Tjele (medio juni 2000) og er desværre udsolgt fra de fleste boghandlere. Bedste bud er for tiden et kig på landets glimrende biblioteker. Har du i øvrigt kommentarer til bogen, modtages de gerne, så skriv endelig til mig - det værste, der kan ske, er, at en eventuel andenudgave af bogen bliver endnu bedre. |
||
![]() |
Næste bog fra min hånd bliver Verdensfisker, en mere skønlitterær og mindre faktuel oplevelsesbog om mit liv som lystfiskervagabond rundt om i Den Tredje Verden - og alligevel ikke mere "fagidiotisk" end, at den vil kunne nydes af andre end rettroende lystfiskere. Hvis ellers det lykkes mig at finde et samarbejdsvilligt forlag, forventes bogen at udkomme en gang i løbet af sidste halvdel af 2010 og kommer til at rumme en masse mere eller mindre succesfulde fiske- og naturoplevelser øst og vest for Valby Bakke, iblandet lidt lokal mystik, folklore og andre særheder. Udover at fokusere på, at der faktisk er en levende verden ved siden af sportsfiskeriet, handler Verdensfisker i høj grad om det tilfældige "uorganiserede" fiskeri. Bogen rummer ingen historier om tunge marlin, seje tun eller andet dyrt og uopnåeligt, men en masse underlige oplevelser, jeg for størstedelens vedkommende har hentet ved at fiske enten solo eller sammen med de lokale fiskere. Man tager sine stænger, lander i Langtbortistan, og så ser man, hvad der sker. Der er altså tale om andet og mere end endnu en bog fyldt med store fisk og heltehistorier om, hvordan de er blevet fanget. 99,9% af alle verdens fisk er småfisk, men det gør dem ikke af den grund mindre interessante - det er jo så fedt at fange noget, man aldrig har fanget før. |
|
| Verdensfisker vil
bl.a. komme til at indeholde kapitler om så eksotiske emner som: |
||
| Kystfiskeri efter tunge og seje kobberhajer i Namibia |
|
|
| Fem års jagt efter Caribiens kropumulige tarpon | ||
| Letspindefiskeri efter Mellemamerikas farveladecichlider | ||
| Fiskeri sammen med en mujahedinkriger i det centrale Afghanistan | ||
| Kampen mod det afrikanske bureaukrati; at fange en fisk i Somalias piratfyldte farvande | ||
| Grumme tigerfish i Zimbabwe og Botswana | ||
| Wahoo, hajer og flyvefisk fra Cape Verde-øerne | ||
| Megastore regnbueørreder fra New Zealands sydø | ||
| Snakeheadfish fra Malaysia | ||
| Mahseer fra Sydindiens eksotiske jungle | ||
| Barracuda og bonefish fra Caribiens klare vand | ||
| Piranhas og andet skarptandet fra Brasiliens Pantenalsumpe | ||
| Buddhistiske minibarber fra Tibets højland - 4200 m.o.h. | ||
| Fluefiskeri efter Makedoniens og Kosovos højlandsørreder | ||
| Bumset low-budget-laksefiskeri i Alaska | ||
| Seje yellowfin tunfisk og fantastisk kystfluefiskeri i Oman | ||
| Svulstige stør i British Columbia | ||
| Draculafisk og elektriske ål i Venezuelas jungle | ||
| Light-tackle big-game efter Niues fantastiske sailfish og dorados | ||
| Kystfiskeri efter stingrays ved Nevis Islands caribiske krystalvand | ||
| Check efter under mine lystfiskerforedrag (links til venstre) for at få en ide om, hvorfra i hvert fald nogen af oplevelserne er hentet; eller klik HER for at få lidt flere oplysninger om mit atypiske lystfiskerliv. | ||